Om Kathrine

- Uddannelse, arbejde & privat
- At gøre sine passioner til sit arbejde... 
- En øjenåbner! 
- Værdisæt 
- Trygt rum 
- Hvilke ord...

  • 40 år, fra Aarhus, nu bosiddende i Vejle på 7. år.
  • Cand.mag i Musikvidenskab og Kunsthistorie fra Aarhus Universitet med rytmisk sang og fotografi som primære fordybelsesområder

  • Yoga- og meditationslærer siden 1999. Underviser mange forskellige målgrupper, og nyder forskelligheden hvorpå min undervisning bliver modtaget. Læs mere om min undervisning både senere i dette afsnit, udover under 'Mindful Yoga'

  • Mindfulness instruktør

  • Videreuddannet indenfor Genopbyggende yoga (restorativ) og gravidyoga, som er nicher helt for sig selv

  • Tilbyder undervisning i DK i eget firma regi for både firmaer og private. Underviser i perioder i DGI-regi på 8. år

  • Er tilknyttet flere idrætshøjskoler, især deres 1 uges sommerkurser hvor jeg underviser i yoga, mindfulness, sang og dans. Disse kurser er åbne for alle - aldersgruppen oftest fra 25-75 år. 

  • Privat: Bor i Vejle med min kæreste - vi blev forældre til Jonas i juli 2016 - en sand lille lærermester :-)

Hvilke ord forbinder jeg med mindfulness, yoga, dans, foto, sang?

Være til og nyde at mærke bagom hverdagens dramaer og trummerum. Restitution, nærvær, ro, styrke, smidighed, ny energi til krop og sind. Passion, elegance, glæde, leg, kreativitet, varme, næring, impulsivitet, lidenskab, slippe den indre kritiker, samhørighed, tryghed og overskud.

Hvem vil ikke gerne have alt dét til at fylde mest muligt i livet?

At gøre sine passioner til sit arbejde...

- dét giver inderligt meget mening og kan varmt anbefales!! 
Især hvis du sideløbende med det er blevet dit arbejde, også selv i fritiden bliver ved med at fordybe dig, og SELV modtage undervisning og input!

Jeg har brugt størstedelen af mit liv på at fordybe og uddanne mig indenfor de områder, jeg underviser i: yogaøvelser, forskellige meditations retninger bl.a. mindfulness, selvudvikling, fotografi, rytmisk sang og argentinsk tango. Både ved at sidde på 'skolebænken', men har især også 24-7 få det under huden.
Jeg NYDER derfor at videregive de ting, som igennem mit liv har bragt mig SÅ meget glæde, overskud og mening!

Ikke én dag er ens, især da jeg har med mange forskellige mennesker og målgrupper at gøre, hvilket 'holder mig ved ilden' og inspirerer mig.

Yoga/meditation var en øjenåbner pga. det præstationsfrie rum!

Yoga/mindfulness er et uvurderligt redskab og måde at leve på, som jeg ikke ved, hvad jeg skulle gøre uden i forhold til at tackle de mange 'bump' på vejen her i livet, som vi uundgåeligt møder som mennesker.

Jeg har siden, jeg var 16 år både været aktiv udøver og uddannet mig indenfor flere forskellige yoga og meditationsretninger. Siden da er jeg ikke stoppet med at fordybe mig, og yoga/ meditation er forlængst blevet omdrejningspunktet i mit liv, både privat og arbejdsmæssigt. 
 
Det var en stor øjenåbner for mig i sin tid at bevæge mig ind på disse områder i: både krop og sind sagde "TAK!", da jeg begyndte på dette! Før det, var det konkurrenceridning og idræts- & springgymnastik, jeg brugte meget af min tid på (udover jeg altid har arbejdet meget ved siden af at studere), hvilket også har givet mig mange lærerige oplevelser. 

Jeg oplever i dag, at jeg med yoga og meditation også i voksenalder kan blive ved med at fordybe mig på flere niveauer.
Noget af det allervigtigste for mig er, at jeg hver dag bliver mindet om, hvor nødvendigt det er at have adgang til et 'præstationsfrit rum', da det gør godt for både krop og sjæl! Denne oplevelse kan jeg mærke, jeg deler med mange af mine kursister, som ligeledes er præget af tendensen i dag til ekstremt høje krav om effektivitet og forventning om maximal ydeevne fra morgen til aften.
Kontrasten er så vigtig: at lære at lytte efter de signaler krop og sind kommer med - om f.eks. at tage en pause- og at tage alle 'alarmklokker' alvorligt.

Udover at have taget et hav af yoga/ meditations/  selvudviklingskurser og uddannelser i forskellige retninger, har jeg i forbindelse med mine studier på AU i musikvidenskab og kunsthistorie, bl.a. læst et år i fantastiske Firenze og Siena. Mine rejser i Argentina (tango/ yoga) og Asien (yoga/meditation) har ligeledes påvirket mig meget. De mange unikke og yderst forskellige mennesker (og dermed tilgange til livet!), jeg har mødt på min vej, har inspireret og gjort stort indtryk.

At mærke sit værdisæt

Selv den undervisning i årenes løb, jeg har modtaget og vurderet som 'ikke-værende- god', har lært mig noget: netop at mærke mit eget værdisæt ENDNU tydeligere via det at mærke og spørge mig selv, HVORFOR noget netop føles uhensigtsmæssigt for mig?

Jeg inddrager derfor delelementer fra flere stilarter i min undervisning, som har udviklet sig i takt med, at jeg selv har ændret mig i årenes løb - fra det stærkt konkurrence- og præstationsprægede (både via gymnastikken og nogle yogaretninger), til kontrasten at mærke det 'bare' at være til uden partout at skulle fikse eller ændre noget konstant. Det kan være en sund træning at øve sig i at udføre selv kraftfulde øvelser uden at præstere, sammenligne eller spænde op unødvendigt - især i nervesystemet, som i forvejen kan være flosset pga. mange input og krav.
 
Det at undervise generelt (om det er yoga/ meditation/ sang etc.) er en af de absolut største gaver i mit liv; det er så meningsfyldt at videregive den dybe glæde, ro og energi det giver mig. Livsglæde, lytten ind og have tillid til livet, vil altid være de fundamentale temaer for min egen praksis og undervisning: en vigtig og nødvendig reminder.
 
Min yogaundervisning foregår i et roligt, meditativt tempo og er en blanding af både genopbyggende og kraftfulde stillinger. Der er tid til fordybelse og ro til at sanse alle de facetter, det er at være til.
 
Det er blidt og indfølende kombineret med også at være kraftfuldt på en hensigtsmæssig måde. Du vil mærke musklerne arbejde, mens du bliver mindet om at drage omsorg for dig selv, og afpasse din praksis efter hvordan du har det den pågældende dag. Alle klasser afsluttes med en dyb liggende mindfulness bodyscanning/ liggende meditation, efterfulgt af siddende meditation, værende helt i ro med alt det der nu fylder i det pågældende øjeblik.
 
Hver yogasession er meditativ, dvs. med bevidsthed om, hvad der fylder fysisk og psykisk hos dig. Du træner at se tingene i 'helikopter perspektiv' og at være med det, der nu fylder den pågældende dag. 
 
Opmærksomheden guides ind i kroppen bl.a. via kontakten med åndedrættet. Jeg opfatter de konkrete fysiske stillinger som toppen af isbjerget, hvorimod det vigtigste ligger under overfladen. Stillingerne er blot en form, der kan hjælpe os med at fokusere og opnå fordybelse. Du bliver støttet i at være dig selv og i at mærke efter, skabe plads til og hvile i det, der er.

Et trygt rum
Jeg lægger vægt på at skabe et trygt rum, hvor du kan komme, selvom du har en udfordrende dag. Alle sider af os selv er velkomne. Det er mit ønske at hjælpe til at opdage de muligheder for støtte og heling, som allerede ligger i os. Det er en invitation til at opøve at være mest mulig venlig mod dig selv- og dermed også nemmere kunne være det oprigtigt overfor andre.
 
Meditation er hjertet min yogapraksis, og der bliver nogle gange reflekteret, især i starten af timen.
Mindfulness er en træning i at balancere mellem vilje og blødhed - vi har brug for begge dele. Vi træner 'ikke-stræben', men samtidigt det modsatte, hvor vi undersøger vores grænser via styrkeøvelser og smidighedstræning.

Oplev hvordan du reagerer, når du er udfordret f.eks. i en yoga- styrkeøvelse: har du tendens til at gå over dine egne grænser? Eller kan du være med den intense følelse og stoppe i god tid?

Denne måde at være overfor os selv på, kan overføres til hverdagens gøremål: undersøg om du presser dig selv for meget (stress), går over egne grænser, og aldrig holder fri - heller ikke mentalt? Måske er det helt modsat for dig: at du let giver op og trænger til at udfordre dig selv og netop mærke grænsen? Hvordan er balancen hos dig?
  
Yoga/ meditation hænger også sammen med at slippe den indre kritiker, hvilket er en af grundene til, at jeg godt kan finde på at blande lidt sang ind i mine undervisningstimer (altid frivilligt). Dette netop med formålet bare nyde det at være til.
 
Du vil opleve, at meditation ikke kun er noget der foregår siddende stille i skrædderstilling (eller på en stol), men kan være imens du laver fysiske yogaøvelser, spiser, går, snakker etc.
En vågen og nærværende måde at være i verden på.

De varmeste hilsener fra Kathrine
 
InVejle artikel september 2015 
- var en god træning mht. Janteloven for mig at være på her ;-)
Det var dejligt at arbejde med en prof. fotograf og journalist:

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

 
InVejle artikel:  
 
Kathrine Christensen | CVR: 35284710 | 7100 Vejle - Danmark